kammermusikforeningen_logo  
 

Foreningens historie – ved Toke Lund Christiansen

 

streg

 

Kammermusik i Hovedstaden. Glimt af en kammermusikforening historie

Toke Lund Christiansen (tidligere formand for Kammermusikforeningen af 1887)

Privat Kammermusikforening er fra 1887. Kammermusikforeningen af 1887 er til gengæld ikke, ja slet ikke privat! Bag dette lille paradoks gemmer der sig den omstændighed, at der i København er en gammel, men absolut ungdommelig forening for kammermusik og kammermusikelskere. Og at foreningen gennem sin historie har to navne.

Man kan tage fejl. I København ligger der også en Kammermusikforeningen af 1868. De to foreninger, med navne som var det fodboldklubber, har i mange år været som tæt forbundne kar, dog med det særlige forhold at, i 1868 er der, bortset fra en ”dameaften” kun adgang til ”de ugentlige møder” for mænd!

Kammermusikforeningen af1887 er åben for alle, har altid været det, og her inviterer man publikum til at komme og gennem sæsonens koncertrække nyde udsøgte kammermusikværker og de professionelle musikeres optræden.

I det følgende fortælles foreningens især ældre historie, eller rettere, det bliver til strejftog gennem de mange år og de utallige koncerter. Fortælleren var formand for Kammermusikforeningen af 1887 gennem en lang årrække, men dette er ikke noget særsyn: Musikken holder én ung, og her holder formænd ofte længe!

Begyndelsen
Foreningen af 1868, ”Natmandsforeningen” var i begyndelsen uden konkurrence. Men kapellets træblæsere følte sig overset og detroniseret af strygerne og dannede så Ny Kammermusikforening. Det blev imidlertid blot en parentes. Snart fandt man sammen igen, og herefter blev programmerne mere alsidige. Men der var stadig uro i krogene. En ny generation af musikere var på vej, og der var forskel på 1860ernes modne mænd og 1880ernes ungdom. En kreds samlede sig om den unge bratschist, Anton Bloch, og i 1887 så Privat Kammermusikforening dagens lys. Foreningen var fra starten stedet, hvor også kvinder kunne gå til koncert og ikke, som i tidligere tiders København, kun i selskab med en mand, der tilmed bar hat! Anton Bloch, der i 1895 kom i kapellet, blev formand, og i bestyrelsen sad blandt andre dirigenten Frederik Schnedler-Petersen og kapelmusikeren Julius Borup. Det skal bemærkes, at Anton Bloch ikke var i familie med foreningens senere formand violinisten Erling Bloch. Som Erling selv med glimt i øjet har forklaret det, så lå det Anton Bloch meget på sine at fremhæve dette faktum!

De første koncerter
Den første koncert fandt sted onsdag den 7. december 1887 i ”Larsens Lokaler” på Sankt Annæ plads. Programmet bestod af Mendelssohn strygekvartet i a-mol, Griegs violinsonate i F-Dur, Beethovens skotske Lieder samt en Haydn strygekvartet i g-mol. Begyndelsen var svær. Publikum lod vente på sig, men de unge bestyrelsesløver holdt stand. Man flyttede til andre lokaler. Først til en Frimurerloge i Kronprinsensgade, så i en halv snes år til Festsalen i det Dehnske Palæ i Bredgade, som klaverfirmaet Hornung og Møllers havde indrettet til en velegnet koncertsal.

Schnedler-Petersen forlod bestyrelsen efter et par sæsoner. Han havde primært haft musikpolitiske grunde til at være med, og nu afløstes han af kapellets Johs. Schiørring. Året efter gik Anton Bloch, og han blev som formand afløst af Julius Borup, som skulle vise sig at være langtidsholdbar. Borup lagde gennem næsten 50 år (!) og til sin død i 1938, alle sine kræfter i foreningens trivsel. Det var ham, der stod i spidsen for 25. års jubilæet, og det var ikke så mærkeligt, at man blandt musikere også kaldte foreningen ”Borups Selskab”. Men han var også omgivet af toneangivende folk i musiklivet: Brødrene Ernst og Georg Høeberg, Fredrik Marke, Kristian Sandby og dertil en overretssagfører Schoustrup, der ”utrætteligt vågede over foreningens økonomi.”

I de første år blev der skrevet musikhistorie i foreningen. Her blev Carl Nielsens Strygekvartetter i F-Dur (25. januar, 1888) og i g-mol (26. marts, 1889) førsteopført. Også ægteparret Nina og Edvard Grieg optrådte og kom i foreningen, og her så Griegs violinsonate i c-mol, opus 45 (26. april 1888) dagens lys.

Storhedstider
Ved århundredeskiftet havde foreningen vokset sig så stor, at man igen måtte holde flyttedag og nu til Odd Fellow Palæets store sal. Medlemstallet var 1100 (!) og koncerterne blev fordelt over to serier. Kammermusikken, der i tidligere tiders København havde været begrænset til de private hjems saloner, var for alvor kommet ud i koncertsalen og tilmed i byens største! Man annoncerede med ”den ædle musik” og den blev udført af ”vore fornemste musikere og sangere”. Man fik otte koncerter for otte kr.(!), og medlemskortet var ikke strengt personligt.

Man markerede 25-års jubilæet med et historisk rids tegnet af musikhistorikeren Godtfred Skjerne. Han brugte nu det meste af spaltepladsen til at beskrive det københavnske musiklivs historie, og vi hører ikke om programmerne og repertoiret ved jubilæet. Men Skjerne roser Julius Borup for hans programlægning, som er for ”dem, som ikke skræmmes væk af tre kvartetter på én aften.”

40 år
De 40 år skulle markeres, og det skete naturligvis på selve dagen: den 7. december 1927. Julius Borup var stadig formand, men optrådte ikke. Programmet havde Beethoven Septet og Dvoraks Klaverkvintet som hovedværker. En perlerække af i dag historiske skikkelser sad bag stativerne og bl.a. Peder Møller og Joh. Schiørring på violin, Agnes Adler og Johanne Stockmarr på klaver, Louis Jensen og Sigfried Salomon på cello, Aage Oxenvad på klarinet, Knud Lassen på fagot, Hans Sørensen på horn (alle tre blæsere kendt fra Carl Nielsens Blæserkvintet), Louis Hegner på kontrabas, og som stjernesolist, sangerinden Tenna Frederiksen (senere Tenna Kraft).

50 år
Den 7. december, 1937, ved 50-års-jubilæet var foreningen skrumpet noget ind, og den bar i denne periode stadig og kun navnet Privat Kammermusikforening. De euforiske dage i Palæets Store Sal var afløst af en mindre koncertserie i den lille sal, der rummer ca. 400 pladser. Jubilæumskoncerten var til gengæld spektakulær. Den legendariske violinist Peder Møller førte an i Johan Svendsens Strygeoktet og med kapellets førstedame (og første kvindelige medlem nogensinde) Gunna Breuning ved sin side. Også den unge Erling Bloch var der fundet plads til i Oktetten, en genre (Mendelssohn, Gade, Svendsen), som Bloch betragtede som musikflådens ”linjeskib” i alle de følgende sæsoner. Ved koncerten optrådte Fini Henriques med sit finurlige violinspil sekunderet af Louis Jensen på celloen. Manden med den skønneste tone, som Pablo Casals titulerede ham. De brillerede med Halvorsens Passacaglia. Man kunne også opleve Berlinerfilharmoniske tidligere koncertmester, Paulus Bache på celloen, Johanne Stockmarr ved klaveret og som det særlige ved ”Privaten” (som Borup altid kaldte den): det vokale måtte ikke (som det ellers blev det hos ”Natmændene”) overses: En Kvintet fra 3. akt af Wagners Mestersangerne blev fremført af sangere fra Teatret akkompagneret af Carl Nielsen vennen, Chr. Christiansen. Kammermusikformanden var cellisten Sigfried Salomon og kassereren violinbygger Knud Hjorth.

Omkring 1937/38 blev der afholdt 10 koncerter i sæsonen og dette ”med vore bedste kunstnere”. Som formanden Siegfried Salomon beskrev det, og koncerterne fandt sted i Hornung og Møllers sal i Bredgade. Jo, man havde indskrænket sig. Danmarks radio var kommet til og adskillige andre foreninger i københavnsområdet kunne byde på kammermusik. Repertoiret var i udpræget grad klassisk med Haydn, Mozart, Beethoven, Schubert, Schumann, Svendsen i forgrunden iblandet lidt Carl Nielsen og Knud-Åge Riisager samt sange af formanden Sigfried Salomon.

1940’erne
Under krigen holdt man ved. Man var nu rykket tilbage til Odd Fellow palæets lille sal, hvor der blev udbudt otte koncerter til 10 kr. for hele sæsonen. Der kunne optages ”et begrænset antal nye medlemmer ved henvendelse hos kasseren, Knud Hjorth i Frederiksberggade 12 eller på telefon: central 3989”.

Ved 60-års jubilæet, den 7. december 1947, blev der fremsagt en prolog ved forfatteren og maleren Mogens Lorentzen, og derefter genlød Palæets lille sal af Haydns Fuglekvartet og Beethovens Septet med Bloch på violinstemmen og med bl.a. Hans Kassow på bratsch, Torben Anton Svendsen på cello og Johan Poulsen på kontrabas. Ind i mellem kunne man nyde Else Brems i fire Schubert-sange og med Kjell Olsson ved Hornung & Møller flyglet.

70 år
Ved 70-årsdagen i 1957, eller rettere en dag før, den 6. december, indbød Privat Kammermusikforening, traditionen tro, til en festkoncert! Det blev afholdt i Odd Fellow palæets lille sal, her annonceret som ”mindre sal”. Programmet var de store og mest elskede værker: Schuberts ”Forelle” og Mendelssohns Oktet. Forellen var med Bloch på violin, Thorvald Nielsen på bratsch, Erling Bløndal Bengtsson på cello og med Erik Moseholm på kontrabas. Klaveret blev trakteret af Kjell Olsson. Else Brems sang Schubert-sange og atter med Kjell Olsson ved flyglet. Erling Bloch havde overtaget formandsstolen i 1963. Da havde Siegfried Salomon været formand i 25 år. Også Erling Bloch skulle komme til at sidde i andre 25 år og historien gentager sig: Også undertegnede havde fornøjelsen af lede de mange koncerter gennem netop 25 år!

80 år
Privat kammermusikforening, 8o år: Man annoncererede i 1967/68 med ”en kavalkade af musiklitteraturens største og mest berømte kammermusikværker”. Man var stadig i Palæets mindre sal, og sæsonkontingentet var steget dramatisk til 30 kr. dog ”inklusive garderobe”. Men de følgende sæsoner blev kontingentet nedsat til uforståelige 10 kr. for otte koncerter, og man kunne spørge sig, om foreningen havde fundet en velhavende sponsor!? Ved jubilæumssæsonen kunne man opleve: ”Vore førende kammermusikere” og foruden Schuberts Oktet og ”Forellen” (naturligvis) var der nyere toner af bl.a. Ravel, Bartok og Stravinskij.

I oktober 1972 holdt foreningen flyttedag til Musikkonservatoriets koncertsal. I 1976 kunne formand Bloch meddele sine medlemmer, at foreningen skiftede navn! Han pointerer at dette navn skal ”pege på vor mangeårige, uafbrudte og utrættelige virksomhed i vort musikliv, men det betyder ikke, at der sker ændring i foreningens indre liv, det skulle da lige være at programmerne bliver – om muligt – endnu interessantere, som det fremgår af planerne for den kommende sæson”. Bloch slutter sit meddelelsesblad med at skrive: ”Ring til mig, hvis De har noget på hjerte, men ikke før efter den 25. september”. Og da vil de indviede vide, at indtil da, kunne man træffe professoren i Tisvilde og ikke i københavnerdomicilet på Gammel Strand!

90 år
I 1977 markerede man 90-året i Musikkonservatoriets Sal. Medlemstallet var skrumpet, og her havde man fundet husly gennem en årrække. Der var syv koncerter i serien, og det hele kunne fås for 50 kr. Foreningen var i live, om end ikke stor, og formanden Erling Bloch måtte opfordre medlemmerne til at sprede budskabet: ”vi har plads til yderligere 35 medlemmer”. Bloch sukkede dengang: ”Tænk, hvis vi en dag fik expetancelister!” Et magisk ord: Expetancelister, folk der stod på årelang venteliste for at komme til! Formanden brillerede som recitator i Stravinskijs Historien om en Soldat, og senere på sæsonen kunne man opleve Bloch i samspil med Esther Vagning ved klaveret, og det naturligvis i hans mest elskede repertoire: Beethoven, Schubert og Mozart.

100 år
Ved hundredeåret i 1987 kunne man se tilbage på de forløbne 10 år med stolthed. Kammermusikken i hovedstaden var i god gænge. Strygekvartetterne, Den Danske Kvartet, Københavns Strygekvartet, Koppel Kvartetten, Den Nye danske Strygekvartet havde alle sat deres præg på programmerne. Den Danske Blæserkvintet repræsenterede stærkt og så godt som alene denne genre, og alle tidens hotte danske solistnavne som Bløndal-Bengtsson, Elisabeth Westenholz Michala Petri, John Damgaard og Milan Vitek havde lagt deres vej forbi Konservatoriets sal.

Jubilæet blev holdt i Odd Fellow Palæet med en stor festkoncert. Programmet indeholdt bl.a. Carl Nielsen strygekvartet i F-Dur (med Københavns Strygekvartet), som var blevet uropført i foreningen. Fra Rumænien var kommet harpenisten Ivan Roncia og han medvirkede, sammen med Toke Lund Christiansen, fløjte og Henrik Olsen, bratsch, i Debussys trio. Til sidst fik man Brahms Strygesekstet i B-Dur, og det med Asger Lund Christiansen, daværende formand for ”Natmændende” og Kammermusikforeningen af 1987’s nuværende formand, Niels Ullner ved celloerne. Erling Bloch optrådte ikke mere, men til gengæld var han centrum for den kæmpe fest for alle foreningens medlemmer, der blev afholdt efterfølgende i Palæet. Man sad ved runde borde, og skønt det var en hverdagsaften, så blev det ganske sent, før lysene blev pustet ud. Men hele sæsonen stod i festens tegn, og der blev afholdt en hel række festkoncerter, bl.a. med Elisabeth Westenholz og Edith Guillaume, med Amalie Malling, Michala Petri og med Erling Bløndal-Bengtsson.

Jubilæumsåret blev Erling Blochs sidste som formand, og den nye bestyrelse fik undertegnede, Toke Lund Christiansen som formand, stærkt sekunderet af bratschisten Henrik Olsen som kasserer og med Erling Bloch som den opmærksomme opbakning og inspiration.

Et par år efter 100-års jubilæet engagerede foreningen den berømte irske fløjtenist James Galway akkompagneret af Philipp Moll til en koncert i Palæets store sal. Det var en vældig økonomisk satsning, men det blev en succes, og Erling Bloch, Henrik Olsen og jeg kunne forestille os, hvordan det i foreningens tidlige historie må have været. 1100 medlemmer fordelt over to serier!

De følgende 25 år var jeg formand for foreningen og stærkt sekunderet alle årene igennem af Henrik Olsen og dertil også af foreningens sekretær Traute Sønderholm assisteret af Inger. Vi rykkede snart til National Museets Festsal, og dette velegnede lokale blev rammen om de mange års koncertserier. Antallet af koncerter blev holdt på i alt otte, men kontingenterne foretog en nødvendig justering. Kun takket være solid støtte fra Solistforeningen af 1921 kunne det overhovet hænge sammen.

Nu er der kun tilbage for mig at ønske alt godt for den gamle forening. Den nye bestyrelse med min ven, professor Niels Ullner i spidsen er kommet godt fra kaj. Koncerterne er velbesøgte og holder det for foreningen så velkendte høje kunstneriske niveau. Som Erling Bloch ville have sagt det mens han snøftede, det skal være festligt – og morsomt, ikke sandt?

 
streg