kammermusikforeningen_logo  
 

130. sæson 2017-2018 i Christians Kirke

 

streg

Koncert d. 6. oktober 2017 kl.19:30
 


Romantisk klavermusik

David Munk Nielsen


Program:

Domenico Scarlatti (1685-1757)

3 sonater
K. 27 i h-mol  - K. 380 i E-dur - K. 141 i d-mol


Ludwig van Beethoven (1770-1827)

Sonate nr. 21 i C-dur, op. 53 "Waldstein"
Allegro con brio
Introduzione. Adagio molto 
Rondo. Allegretto moderato - Prestissimo

Rodion Shchedrin (f. 1932)

Basso Ostinato

Pause

Franz Liszt (1811-1886)

Sonate i h-mol, S. 178



David Munk-Nielsen er født i 1998 i København og begyndte at spille klaver som 5- årig hos Mark Schneider. Som 6-årig medvirkede han i TV-udsendel¬sen "Mig og min alder", der handlede om hjernens udvikling, hvor han bl.a. spillede sin første Chopin-vals. Fra David var 9-16 år modtog han undervisning hos professor Anne Øland, indtil han som 16- årig blev optaget på Det Jyske Musikkonservatorium, hvor han studerede hos Søren Rastogi og Jakob Bahr. David blev i juli 2017 opta¬get på Sibelius-Akademiet i Helsinki, hvor han nu studerer hos professor Erik T. Tawaststjerna. Han har også modtaget undervisning i kammermusik af Hanne Mulvad på Juniorakademiet for pianister på konservatoriet i København, hvor han blev optaget i 2011.
David har derudover deltaget i masterclasses hos bl.a. Dina Yoffe, Eugen Indjic, Eero Heinonen, Kevin Kenner, Paolo Giacometti, Irina Osipova, Valeria Resjan, Anders Kilstrom, Aleksandra Zvirblyte og Vera Nosina.
I 2010 vandt David 1. præmie ved Nordsjællands klaverfestival. I 2011 deltog han i den internationale klaverkonkurrence Bang & Olufsen PianoRAMA-Competition, hvor han som den yngste blev udtaget blandt 148 unge pianister fra hele verden. I den sammen-hæng optrådte han både i DR's P2 og i TV2. I april 2015 opnåede David guldmedalje ved Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence, hvor han i den forbindelse optrådte i Tivolis koncertsal. I 2016 kvali¬ficerede han sig til "The International Piano Competition for Young Musicians" i Holland, og han blev senere samme år inviteret til at give solorecital på Rådhuset i Tallinn, hvor han bl.a. opførte Chopins 12 etuder fra op. 10. I marts 2017 blev David udvalgt til at deltage i "The 8th Nordic Piano Competition" for nordiske pianister under 30 år, hvor han modtog prisen for bedste fortolkning af et romantisk værk, da han opførte Liszts sonate i h-mol.
David debuterede som solist med orkester som 13-årig, da var han solist i Kuhlaus klaverkoncert med Nordsjællands Symfoniorkester på en turné i Danmark og Irland. Som 15-årig spillede David sin første hel-aftens solokoncert i Århus Musikhus og har siden spillet mange solokoncerter. Han modtog desuden Jacob Gade Legatets talentpris i 2015.
Om musikken
Domenico Scarlatti blev født 1685, samme år som Johann Sebastian Bach, og levede 7 år længere. Han virkede især som musiklærer for kongefamilierne i Portugal og Spanien. Han er mest kendt for sine 555 "sonater", de fleste skrevet for cembalo - men de spilles i vore dage mest på klaver, hvor deres berømmelse er holdt ved lige af virtuoser som Vladimir Horowitz og Martha Argerich.
De er små todelte stykker af 3-5 minutters varighed. Det sonate-agtige ved dem er, at de har to halvdele, oftest lige lange, hvoraf den første typisk bevæger sig væk fra hovedtonearten, mens anden halvdel bearbejder stoffet og finder hjem til den igen. I hver halvdel er der ofte et centralt punkt, hvorfra musikken bevæger sig væk fra hovedtonearten i 1. del og hjem til den igen (i 2. del).
Scarlatti betegnede selv stykkerne som Essercizi, "øvelser", ofte skrevet for hans kongelige elever. De er fulde af overraskende og dristige musikalske ideer, til dels påvirket af den iberiske halvøs musik, og mange af dem fokuserer på bestemte tekniske færdigheder.
Sonate 27 er et mildt og venligt stykke, der næsten ikke forlader sin hovedtoneart, h-mol. Her praktiserer Scarlatti den kunst, som Bach også mestrer, at trække "hjemkomsten" til slutningen rigtig længe ud, bl.a. med ordret gentagelse af den samme takt.
Sonate 380 følger princippet for toneartsskift med fine spindelsvævsfigurer, der veksler med et festklædt, nærmest polonaise-agtigt tema.
I sonate 141 bliver der brug for en virtuos klaverteknik, hvor samme tone anslås flere gange lynhurtigt efter hinanden - det kan man kun nå, hvis man gør det med tre forskellige fingre.
Der står intet om forte, piano osv. i Scarlattis noder - den slags dynamiske nuancer kan ikke udføres på cembalo, og en kunstner, der spiller på et moderne flygel, må skabe dem selv!
"Waldstein"-sonaten er en af Beethovens mest berømte. I dag har de færreste nogen idé om, hvor innovativ denne musik var i samtiden (1804). Klaversonater var dengang oftest elskværdige stykker af ca. 10 minutters varighed, og gode amatører kunne spille dem i en familiekreds. "Waldstein" varer ca. 25 minutter, deraf alene ca. 11 minutter til den monumentale første sats, og at spille den er en voldsom opgave, også for professionelle. Beethoven var i færd med at skabe en ny funktion for musik: Den skulle ikke blot glæde et dannet selskab, men åbne "det uhyre og umåleliges rige" for den andægtige lytter (sådan skrev digteren og komponisten E.T.A. Hoffmann om Beethovens 5. symfoni).
Typisk Beethoven er, at 1. sats i stedet for et hovedtema lægger ud med at være opbygget om disse to minimale elementer - hver mindre end én takt:
Herefter består musikken i, at disse smådele vendes og drejes i en lang række varianter - dvs. i forskellige tonearter, forskellige placeringer i skalaen, forskellig dynamik og harmonisering. Ind imellem kommer der lange passager med hurtigt gentagne toner eller figurer - heftigt pulserende 8.-dele som i starten, eller virtuose skalaer og arpeggio-figurer, der styrter op og ned. De er ikke sangbare, men de gør noget andet: De stiller flader af vidt forskellig klang og toneart klos op ad hinanden. Jazz-saxofonisten John Coltrane sagde, at han skabte sheets of sound med ekstremt hurtige figurer. Det gør Beethoven også.
Man kan sammenligne Beethovens musikalske æstetik med den, der brød igennem i dansk poesi på samme tid med Oehlenschlågers "Guldhornene". Også han bruger bratte rytmiske "gearskift" i klang og rytme fra strofe til strofe, f.eks. i en overgang som denne:
    Da klínger i Múld
    det gámle Gúld.
    Tvénde Glímt fra Oldtidsdáge
    fúnkler í de nye Tíder ... "
Vi hører sådan en effekt hos Beethoven allerede efter fire takter, hvor vi pludselig skrider fra G-dur (som hører tæt sammen med hovedtonearten, C-dur) - ned til B-dur, en ganske anden klang. Kort efter standser vi op i c-mol på en dyb hviletone - umiddelbart fulgt af en ny start i C-dur, hvor én tones forskel i akkorden skaber en lysende kontrast. Ingen udglattende modulation her.
Denne art brat, kaleidoskopisk skiften fra én klang til en, som er fremmedartet eller kontrasterende, er et hovedprincip, og de to små figurer følger med i farvespillet og binder musikken sammen. Et "rigtigt" tema får vi først efter et minuts tid, ganske overraskende, i form af en nedadgående, koral-agtig melodi - nu ovre i den fjerntliggende E-dur.
Denne figur er jo noget helt andet end det foregående - og dog er den "skjult" forbundet med det, idet skala-bevægelsen her næsten er lig med den anden af de minimale figurer fra starten. At man kan fornemme den art ligheder på baggrund af kontraster, er fundamentalt i Beethovens æstetik.
Mere melodisk materiale er der faktisk ikke i satsen - undtagen endnu en venlig, nedadgående figur, der bruges mod slutningen af både 1. og 2. del, men som flyttes og skifter toneart i et hastigt lysshow af vekslende klangfarver.
2. sats er en ganske kort, langsom, meditiativ fantasi, der vender og drejer én lille motivstump - som et prisme. Den ender på ledeakkorden til sidste sats, en rondo, der giver os et mildt, ørehængende, lyrisk tema - igen nedadgående. Det gentages, helt forførende, med oktaver lagt på - en Mozart-agtig effekt. Enkelheden her føles næsten som en belønning oven på de foregående satsers kompleksitet. Men vi bliver ikke længe i denne modus. Bragende fortissimo- akkorder og virtuose løb og figurer bryder ind. Det skønne tema kommer igen og igen i samme form, men forskellig dynamik, afløst af virtuose passager, der danner sheets of sound i forskellige kulører - imens rondo-temaet lurer nedenunder. Det bryder til sidst igennem og fyres af i prestissimo, det hurtigst mulige tempo, med hidtil usete tekniske udfoldelser for pianisten (plus et par enkelte transpositioner og modulationer) - op til en triumferende slutning.
Rodion Shchedrin (f. 1932) er en meget anerkendt og yderst produktiv ukrainsk-russisk komponist. Han er udgået fra Moskva Konservatoriet og har selv optrådt som klavervirtuos, bl.a. i sine egne klaverkoncerter og solostykker, som f.eks. Basso ostinato fra 1961. Han viderefører mange træk fra russiske foregangsmænd som Prokofiev og Sjostakovitj - hvem han under Sovjetstyret efterfulgte som formand for de russiske komponisters forening. Basso ostinato er et ofte opført bravour-stykke på ca. 5 minutter, og som navnet angiver, bygger det på, at bassen (venstre hånd) hele vejen igennem banker fjerdedele ud i markante oktavgreb, mens venstre hånd diverterer med gnistrende rytmisk og harmonisk fyrværkeri.
Franz Liszts sonate i h-mol blev færdiggjort i 1853 og sendt med tilegnelse til Robert Schumann - som dog var blevet indlagt med en sindslidelse forinden. Hans hustru, Clara Schumann, Brahms' ven og en af tidens største pianister næst efter Liszt selv, syntes ikke om stykket og spillede det aldrig. Det varer ca. ½ time, udfolder sig i ét stræk og betragtes som en maksimal udfordring for pianister.
Der er uenighed om, hvorvidt strukturen er tredelt eller firedelt eller noget helt femte. Det hele virker som én stor fortælling, men om hvad? - lytterens fantasi slippes fri..

 
   
streg